22/08/2024 0 Kommentarer
Alting har sin tid - farvel fra sognepræst Anne Bundgaard Hansen
Alting har sin tid - farvel fra sognepræst Anne Bundgaard Hansen
# Anne Bundgaard Hansen
Alting har sin tid - farvel fra sognepræst Anne Bundgaard Hansen
Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
Sådan skriver Prædikeren i Det gamle Testamente.
Og sådan er livet på mange måder.
I marts blev det tid for mig til at flytte sammen med Martin i Gedved ved Horsens.
Når kirkebladet udkommer, har jeg næsten holdt mine sidste gudstjenester i de fire sogne, jeg kom til for 5½ år siden.
Det har været 5½ år præget af mange gøremål: gudstjenester, bryllupper, begravelser, dåb, konfirmander.
Mange forskellige præsteopgaver: morgensang, sansegudstjenester, sorggrupper, pårørendegruppe for ægtefæller til mennesker med demens, aftensang og et hav af forskellig artede gudstjenester i alle fire sogne.
Menighedsrådsarbejde, demenscertificering af kirker i provstiet, sjælesorgssamtaler, samarbejde med områdets plejecentre – ja, listen er lang …
Alt sammen udtryk for at en stor del af opgaven har været at favne bredt og få mange tråde knyttet sammen.
Det er noget af det, jeg holder mest af – at få enderne til at mødes og hele tiden være med til, at Folkekirken opleves som et fællesskabsskabende fællesskab. Det er for mig en grundtanke i det, som evangeliet vil os – at vi mødes i det menneskelige fællesskab og således erfare den levende Gud, som har inviteret os ind i fællesskabet med ham og alle mennesker.
Der er så meget, jeg tager med mig – så mange møder med så mange forskellige mennesker. Dem vil jeg bære i mit hjerte, og så vil jeg bruge al den erfaring, jeg har fået i mit virke i Odder-Tunø pastorat, hvor jeg indsættes som sognepræst i starten af september.
Alting har sin tid – taknemmelighed for det, der har været, og forventningsfuldhed til det nye, der kommer, er det, der fylder lige nu.
Vi beholder mit lille hus – Odde præstegård – som sommerhus, og derfor vil jeg ikke sige farvel – men på gensyn.
Tak!
Kærlig hilsen Anne
Kommentarer