Farvel og tak - fra Peter Grove

Farvel og tak - fra Peter Grove

Farvel og tak - fra Peter Grove

# Nyheder - Skelund og Visborg

Farvel og tak - fra Peter Grove

I december fylder jeg 70 og går derfor på pension til nytår. Jeg startede som præst i Skelund og Visborg i juli 2020 og når dermed at være præst her i seks et halvt år. I øvrigt startede jeg allerede året før som vikar i Als og Øster Hurup og havde i kraft af samarbejdet med Visborg og Skelund også tjenester her, så bekendtskabet går lidt længere tilbage. Det har været en meget fin tid, og det er vemodigt at skulle sige farvel og tak.

Alle de valgte medlemmer, jeg har siddet i de to menighedsråd sammen med i den tid, har – ud over omhyggeligt at varetage det ofte krævende daglige arbejde – bidraget til en frugtbar idéudvikling omkring gudstjenester og arrangementer. Jeg vil gerne sige mange tak for et, synes jeg, rigtig godt og konstruktivt samarbejde. En særlig tak til Jan Thøgersen, der som formand i Skelund var en rigtig god støtte, da jeg startede. Også mange tak til præstekollegerne, til Iben Brejner Højgaard, der, fuld af ideer, har været der at sparre med gennem alle årene, og til Jannie Nedergård Fries. Så er der musikerne, graverne og sekretærerne, hvor pastoratet er velsignet med et meget dygtigt og engageret team. Hjertelig tak for et inspirerende og muntert samarbejde til Grethe Jensen, Pia Helt, Allan Møller, Gitte Jensen og Anne-Mette Andersen og til Anders Lillebæk Jacobsen, Rikke Hofman, Vicki Nielsen med flere.

Men især vil jeg takke jer i sognene – jer, som har taget godt imod min kone Rigmor og mig, fra da vi flyttede hertil; jer, som er kommet til gudstjenester og arrangementer af forskellig art; jer minikonfirmander og konfirmander, der har givet liv til kirkehus og kirke, og jer, som gæstfrit har åbnet jeres dør og nogle gange også jeres hjerter for mig, når I skulle have et barn døbt, selv har skullet giftes, eller har mistet en af jeres kære. Tusind tak for jeres venlighed og imødekommenhed og også for jeres tilbagemeldinger!

Rigmor og jeg har nydt at bo i den smukke, gamle præstegård – med plads til, at vi det sidste års tid til fælles glæde har kunnet have nogle fra de næste par generationer boende, og med den store have, som Allan og Vicki passer så fint. Fremover kommer vi til at bo lidt mere beskedent i Aarhus.

Peter Grove

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed