I år udkom en nyoversættelse af den islandske forfatter Halldór Laxness’ gennembrudsroman fra 1935-36 med titlen Frie folk. Den skal omtales mere for dens belysning af det eksistentielle spørgsmål om menneskelig frihed end for dens syn på kristendommen. Bogen er fra Laxness’ kommunistiske periode, og dens hovedperson, småbonden Bjartur, sætter de islandske sagaer højere end kristendommen.

Da Bjarturs første hustru er død og skal bæres over fjeldet til kirken, græder hendes far sig igennem Fadervor: ”fader vor, du som er i himlen, ja, så uendelig langt borte, at ingen ved, hvor du er, næsten ingen steder, giv os i dag blot en smule at spise til din ære, og tilgiv os, hvis vi ikke kan betale vores gæld til handelsmanden og kreditorerne, men lad os frem for alt ikke fristes til at stræbe efter gode dage, thi dit er riget – det var vanskeligt at forestille sig et mere oplagt sted til denne smukke bøn, det var, som om frelseren havde skrevet den til netop denne anledning. Alle bøjede hovederne undtagen Bjartur, for hvem det var utænkeligt at bøje hovedet for en urimet bøn”.

For Bjartur er frihed og selvstændighed alfa og omega: ”det, som jeg altid har stræbt efter, det er selvstændigheden. Man er trods alt en fri mand hjemme på sin egen gård. Det kommer ingen anden ved end en selv, om man lever eller dør. Og netop heri mener jeg, at selvstændigheden ligger”.

Bjartur køber et lille stykke hedejord, hvor han bygger en tørvehytte med fårestald. Fårene er dem, der skal sikre friheden. De er vigtigere for ham end dem, man skulle tro, var hans nærmeste, familien.

Han gifter sig med den skrøbelige Rósa, som viser sig at være gravid med en anden. Han tager det dog mere tungt, at et fint gimmerlam forsvinder. Mod sin højgravide hustrus bøn begiver han sig ud i fjeldet for at lede efter det, idet han forinden forbyder hende at søge hjælp: ”at forlade sig på andre er for en fri mand det samme som at overgive sig til sin værste fjende”. Det bliver snestorm, og da Bjartur endelig når hjem, finder han Rósa død i barselssengen, men barnet, som hunden har holdt varmt, lever.

Barnet, en pige, som han giver navnet Ásta Sóllilja, bringer kærligheden ind i hans liv. Hendes lidenskabelige kærlighed til sin far er det, der holder hende oppe. Hun er tilsvarende den eneste, man mærker, han elsker – hans ”livsblomst”, som han kalder hende, og han lover hende at bygge dem et rigtigt hus. Men for det meste holder han sin kærlighed for sig selv.

Bjarturs anden hustru går også til under hans frihedstrang. Sønnerne, de får sammen – ud over adskillige dødfødte børn – forsvinder ud af hans liv, uden at han lader sig mærke med det. Selv Ástas liv får han ødelagt: Da hun bliver gravid efter en voldtægt, siger han, at hun ikke er hans barn og må føde sin horeunge et andet sted. Hun må så hutle sig igennem under kummerlige forhold og nedbrydes af svigtet kærlighed, tuberkulose og fattigdom. Livsblomsten visner.

Da islandske bønder under første verdenskrig tjener godt på deres får, får Bjartur faktisk bygget huset – ironisk nok, for da er der ikke mere nogen livsblomst og familie at fylde det med. Desuden har han gældsat sig, så da konjunkturerne vender, har han sat sin gård og sin selvstændighed over styr.

Hvad er frihed? Består den i at være radikalt uafhængig af andre, så det ’ikke kommer nogen anden ved end en selv, om man lever eller dør’? Er den ikke også noget, vi giver hinanden og er fælles om? I hvert fald har ens frihed omkostninger for andre. Hvad prisen er for at forfølge Bjarturs forståelse af frihed, viser hans og bogens andre personers skæbner.

Peter Grove