”Alle veje fører til veje”, skriver Helle Helle på første side i romanen de – en sætning, man uvilkårligt må fundere over. Den spiller på ordsproget ”alle veje fører til Rom”. Forfatteren fortalte i et interview, at hun efter at have skrevet sætningen stod hun i køkkenet og opdagede, at hun havde taget forklædet fra datteren med MOR på omvendt på, så der nu stod ROM. ”Det var der, sætningen kom fra. Den er forbundet med MOR, skrevet baglæns”.

”de” i bogens titel er fortælleren og hendes mor, der er terminalt syg af kræft eller allerede død, og bogen, tror jeg, handler om fortællerens sorg. Sætningen betyder altså, at alle veje i bogen fører til morens død. Helle siger dog også, at sætningen ”har mange betydninger”, og at hun næppe ”kender dem alle endnu”.

At ”alle veje fører til Rom”, betyder jo, at der ikke kun er én måde at nå til et mål eller resultat på. Helles sætning er mere åben. Der er ikke nødvendigvis noget fastlagt mål, der skal nås. Det kan være positivt, sådan at de veje, alle veje fører til, står for nye muligheder, nye begyndelser. Men i bogen udtrykker sætningen snarere noget ørkesløst – at man ingen vegne kommer, går i ring. Sådan forvilder fortælleren sig i en anden by ind på sygehuset og kirkegården. ”Hun er kommet ud af kurs”, hedder det. Det sker efter, at en sygeplejerske har fortalt, at hendes mor kun har kort tid tilbage at leve i. Mon ikke ”alle veje fører til veje” udtrykker, hvordan fortælleren i sin sorg har mistet orienteringen?

På samme måde kan vi have det, når vi har mistet en af vores kære, eller efter et svært brud med én, vi var nært forbundet med.

I en af påskeberetningerne fortæller Lukas om to disciple på vejen i samtale ”om alt det, der var sket”. De er også sorgfulde. Det er de, fordi Jesus, der havde givet deres liv mening og retning, er død en forsmædelig død. De er skuffede og uden håb. ”Vi havde ellers håbet”, siger de, at han skulle smide romerne ud. Og så havde de selv svigtet ham, da det gjaldt. Det græmmer og skammer de sig over. Endelig har de hørt, at engle har sagt, at han lever, hvad de er forvirrede over. Hvad ved vi så om deres vej? Tja, Lukas fortæller, at den skal føre dem til Emmaus, men det er et sted, ingen ved, hvor er. Vi ved kun, hvad de er på vej væk fra: nederlaget og skuffelsen.

Men der er én, der slår følge med dem på vejen. Det er Jesus selv, men de genkender ham ikke. Som en god sjælesørger går han med dem og lader dem fortælle. Og han forsøger at få dem til at forstå, at Messias skulle lide og dø, fordi den magt, han kom med, er kærlighedens og tilgivelsens magt, og at han måtte opstå for at bekræfte det. Da brændte deres hjerter i dem, men de genkender først Jesus, da han – som skærtorsdag aften – tog brødet, velsignede og gav dem det. Men i det samme forsvandt han for øjnene af dem. Kun sådan kan det guddommelige træde frem for os. Det vil også Maja Lisa Engelhardts alterbillede i Skelund kirke vise: Det guddommelige kommer til syne for samtidig at unddrage sig.

Det korte af det lange er, at selv når vi er på vej til et sted, som ingen ved, hvor er, kan Gud finde og usynligt slå følge med os. Eller med Helles ord: at alle veje fører til veje – i betydningen ny begyndelse, nyt håb.

Peter Grove