Mens jeg sidder og skriver min klumme, er foråret på sit højeste. Jeg hører nok til dem, som synes, at forår og sommer er den bedste tid på året, selvom jeg også godt kan se charmen ved efteråret og vinteren. Men foråret, som bryder frem efter en lang og kold vinter, er noget særligt. Det åbner op for ting, som ikke har været mulige et stykke tid, som for eksempel at gå en tur ved stranden. Jeg ved godt, at det kan man også om vinteren, men det er ofte en kold omgang og ikke så stor en fornøjelse som en gåtur om foråret eller om sommeren. Når man går på stranden om sommeren, så er der også noget hyggeligt ved at se, at andre bruger den. Man kan støde på sandslotte, hjerter eller beskeder skrevet i sandet, og det er dejligt at opleve, at andre bruger stranden og sætter pris på den. Og så kommer jeg også altid til at tænke på historien om fodsporene i sandet.

Historien eller digtet findes i forskellige udgaver, men hvis man skulle give et kort resume, så handler det om, at et menneske sammen med Gud ser på forskellige scener fra sit liv, lidt ligesom en film. Hvert klip viser to sæt fodspor. Det ene tilhører mennesket, og det andet tilhører Gud. Men så er der scener, hvor der kun er et sæt fodspor, og mennesket spørger så Gud, hvorfor der kun var et sæt fodspor, og Gud svarer: ”Aldrig har du vandret gennem fristelser og prøvelser alene. De gange, hvor du kun så ét sæt fodspor, var, da jeg bar dig”.

Historien her er oprindeligt skrevet som et digt af den canadiske lærer Margaret Fishback Powers, som skrev det tilbage i 1964, da hun lige havde mødt den mand, som hun senere giftede sig med. Digtet er med tiden også blevet til en historie og er efterhånden kendt i det meste af verden. Det startede med, at Margaret Fishback Powers sendte digtet til sin mor, der sendte det en nær veninde, som var lægemissionær i Congo, og som blev kidnappet og holdt fanget, men fandt trøst i digtet, som hun havde gemt i sin lomme.

Mens digtet blev mere og mere kendt, blev det dog glemt, hvem der oprindeligt havde skrevet det. Men i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne gjorde forskellige begivenheder, at Margaret Fisher Powers endelig kom til at stå som forfatteren. En af de begivenheder var en traumatisk oplevelse fra Margaret Fishback Powers’ eget liv. I 1989 var hun sammen med sin mand og to voksne døtre i Golden Ears Park i British Columbia, men den ene datter faldt i vandet, og hendes mand fik et hjerteanfald, mens datteren kæmpede for sit liv i vandet. Både manden og datteren overlevede. Men mens manden var indlagt på intensiv, læste en sygeplejerske digtet for ham og sagde, at hun ikke vidste, hvem der havde skrevet det. Da Margaret Fishback Powers’ mand sagde, at det var hans kone, som var forfatteren, så troede sygeplejersken, at han talte i vildelse. Fire år senere udkom der så en bog, hvor Margaret Fishback Powers endelig fik æren for at have skrevet digtet, som har rørt så mange mennesker verden over, og som stadig bliver ved med det.

Jannie Nedergård Fries