25/10/2026 0 Kommentarer
Leif Nielsen - mindeord
Leif Nielsen - mindeord
# Nyheder - Visborg Kirke

Leif Nielsen - mindeord
Tidligere ringer og graver ved Visborg kirke Leif Nielsen sov ind søndag den 12. juli og fik fred efter et længere sygdomsforløb. Han blev 81 år.
Leif voksede op på et husmandssted på Tranum Enge i Han Herred sammen med seks søskende. Efter 7 års skolegang var han i nogle år beskæftiget ved landbruget, inden han i 1966 blev uddannet automekaniker. Efter værnepligt og nogle år som automekaniker i Aalborg flyttede han i 1973 til Visborg og til et job som portør på Visborggård, hvor hans imødekommende personlighed gjorde ham meget afholdt af både kolleger og beboere.
I Visborg mødte Leif Ellen, som var handelselev i Brugsen i Visborg. De blev gift i 1975 og købte hus i Pilkestræde, hvor de byggede et trygt og kærligt hjem for dem selv og deres fire børn.
Fra 1987 til 2007 var Leif ansat ved Visborg kirke. De fleste, som har besøgt og benyttet kirken i denne periode i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup, begravelser, besøg af gravsteder osv. er sandsynligvis blevet mødt af Leif og hans lune væsen. Inden ansættelsen var han i flere omgange valgt til menighedsrådet og til dets formand. Ved kirken var han i sit es: et frit job med masser af udendørs arbejde, tid til omsorg og dialog med besøgende og ikke mindst det kristelige indhold.
Ud over de arbejdsmæssige opgaver i og omkring kirken udviklede Leif en helt unik funktion, som fik betydning for mange mennesker i området. Frokoststuen tilknyttet kirkegården blev et samlingssted for enlige, byens pensionister og skæve eksistenser, som ikke havde mange steder at gå hen. Det var et frirum og plads til alle, og der var altid tid til en kop kaffe og en snak uanset den besøgendes ståsted i livet.
Leif tog gennem årene ved kirken uden fordomme imod langtidsledige, som andre arbejdspladser havde svært ved at finde plads til.
Han var også politisk engageret. Fra 1987 til 2006 var han valgt til byrådet for Socialdemokratiet i Hadsund kommune. I tre perioder var han formand for kultur- og familieudvalget
I 2010 flyttede Ellen og Leif til Hadsund. I 2023 kom han på plejehjem.
Leif var især kendetegnet ved sit gode humør, den positive tilgang til alt, sin hjælpsomhed og evnen til være noget for andre mennesker. Han efterlader sig Ellen og børnene Palle, Annette, Susanne og Malene.
Palle Brandt Nielsen
Kommentarer