Hvad handler vores liv først og sidst om? Jeg har mødt mange af jer til dåb og vielser, til bisættelser og begravelser og svarer: glæde og sorg.

En rød tråd i den islandske forfatter Jón Kaldan Stefánssons romaner er sorg, for eksempel over tabet af børn, forældre, kæreste eller spildt liv. Men bøgerne har også glæden med.

Romanen Nogenlunde på størrelse med universet beskriver en sommerferiedag, som mange af os husker lignende: ”Det er juli. Den mildeste måned på Island, månen holdes oppe af fuglesang og den varme sol er et vigtigt budskab fra lykken – hvor er der så plads til døden? Og hvordan kan mørket ramme mennesket når solen breder sig ud på himlen, og isboderne i Reykjavik fyldes? Uendelig lykke! Børnene sjipper, hinker, spiller fodbold, de skriger, råber, griner, løber rundt om husblokken, den højest beliggende, den der troner oppe på bakken, og som derfor befinder sig en anelse nærmere solen end de andre husblokke. Tredive til fyrre børn omkring blokken, solbrændte mødre på altanerne, tobaksrøg stiger bølgende til vejrs som suk, der høres et latterbrøl inde fra en lejlighed …, det er sommerferie, altandøren er på vid gab, åbent ud til solen, råbene, denne fantastiske dag der på alle måder er som en velsignelse, som det vi længes efter. Svedende gletsjere, solbrændte husmødre, børn som løber rundt hvinende af glæde, så svulmende af livskraft at det virker som om himlen er kommet nærmere …”.

Ja, som om Gud er kommet tættere på, og forfatteren forestiller sig, at det er for at optage en film om al denne livslykke, med Jesus som fotograf og med titlen Glæde – derfor er verden til.

Men, tilføjer Stefánsson med stilfærdig kritik af kristendommen, Gud og Jesus er ”to blinde høns”. De overser den gamle Torolfur, der ligger bedrøvet over savnet efter hjemegnen, hvor han havde en gård. Eller de misforstår: ”Nej, siger Jesus glad, se de to drenge, der gemmer sig bag gardinerne! Hvor sjovt, siger Gud”.

Men det er ikke spor sjovt. Drengene er hovedpersonen, Ari, og hans ven, fem år gamle. De gemmer sig, fordi Aris mor er kommet på sygehuset, og fordi hans far leder efter ham for at sende ham på børnehjem. Bliver Ari ikke fundet, er hans mor frelst, tænker drengene, men bliver han fundet, er alt ødelagt. Han bliver fundet, får en lussing af sin far, der er ved at gå i stykker af sorg, og alt er virkelig ødelagt: Moren dør kort efter, og faren formår aldrig siden at tale med Ari om hans mor.

Der er lighedspunkter mellem dette og juleevangeliet, som vi snart skal høre, mellem den sommerdag i Island og julenat i Betlehem. De handler begge om en lille sårbar dreng; der er meget lys i begge fortællinger, som også fælles er om glæden som et vigtigt motiv, og Gud optræder i dem begge. Kunne juleevangeliet altså blive til en film med samme titel?

At verden findes på grund af glæden, er en smuk tanke, men næppe mere end det. Den ser bort fra mørket, døden og sorgen. Anderledes i juleevangeliet. Her er lyset et, der skinner i mørket. Her er glæden den over et nyfødt barn. Forældrenes glæde, ledsaget af ængstelsen for, hvordan det skal gå ham i en ubarmhjertig verden, og som englen tolker glæden over hans fødsel, én sigtende på hyrderne og på os, som siden hører om barnet – en glæde, der byder frygten trods, en glæde over, at nye begyndelser kan finde sted, uanset mørket i vores liv og i verden.

Gud optræder i begge fortællinger, men hvad for en Gud! Stefánsson siger, at den Gud, han kritiserer, ”er kommet tættere på”, men bare for at kigge, en overfladisk tilskuer. Helt anderledes i juleevangeliet. Her tager Gud del. Det viser det lille udsatte barn, som englene tyder som tegnet på, at vi har ”Guds velbehag”, på, at han er os velvilligt, ja, kærligt stemt. Himlen er virkelig kommet os nær!

Peter Grove